SKIKLUB RONDANE – NYHEDSBREV 2/2020 3. juni 2020
Tilbageblik på en vinter med masser af sne - og en uventet afslutning!
Det blev en vintersæson med flotte sneforhold, fine løjper og mange vintergæster på Høvringen fra uge 7 og frem til uge 11. På det tidspunkt ramte corona-pandemien Norge og Danmark og i løbet af et par dage forsvandt samtlige vinterferiegæster fra området og ved udgangen af uge 11 lå Høvringen tomt og øde hen. Herefter var overnatningsstederne lukket for resten af vinteren med et stort omsætningstab som følge.
Heldigvis er der nu lys forude for vores samarbejdspartnere på Høvringen, som om et par uger er klar til at åbne op for sommersæsonen. Den 15. juni åbner Danmark og Norge gensidigt grænsen imellem sig, hvilket betyder at danske statsborgere igen frit kan rejse på ferie i Norge og samtidigt forventes det at rigtig mange nordmænd i år vil holde sommerferie i eget land, hvilket giver tro på en god sommersæson for Høvringen.
Formokampen - Marts, 2020
Rondane Skirejsers program og prisliste for vintersæsonen 2021 udkommer i august måned
Med den usikkerhed som COVID-19 i foråret har betydet for udlandsrejser, har vi besluttet først at udsende vores vinterprogram i august måned. På dette tidspunkt håber vi at have fået tilstrækkelig information og overblik over, hvilke transportmuligheder vi kan tilbyde - samt om der er specielle forhold i forbindelse med rejsen eller opholdet, som man skal være bekendt med. På indeværende tidspunkt kan man godt bestille et vinterferieophold på Høvringen, og man vil da få tilsendt en foreløbig bekræftelse på det ønskede ophold. Bestillingen vil dog først bindende, når de nye priser er fastlagt og man efterfølgende indbetaler depositum.
Sommerophold på Høvringen og i Rondane
Tag på vandreferie i år og oplev den storslåede norske natur:
(20/6 til 26/9) Laurgårdseter Høvringen Fjeldstue
3-døgns ophold: 1.800 kr. 2.100 kr.
Pr. ekstra døgn: 600 kr. 700 kr.
Priserne er pr. person og inkluderer følgende:
Ophold i dobbeltværelse med bad & toilet inkl. ¾-pension
Morgenmad/madpakke/påfyld af termos + 3-retters middag
Enkeltværelsestillæg: 75 kr. pr. døgn
Afhentning på Otta station kan arrangeres!
Sommerlige hilsner
Jørgen Kirk
Rondane Skirejser